Pil Bredahl, der udgør en tredjedel af FairTrade Designers, er blandt de 50 iværksættere og ildsjæle, som ifølge Mandag Morgen potentielt kan skabe velstand for Danmark i fremtiden.
I samarbejde med Danmarks Radio har Mandag Morgen skabt konkurrencen Væxt-Factor, der skal identificere de rollemodeller, der kan skabe vækst for Danmark. De 50 kandidater opererer i vidt forskellige brancher og befinder sig på vist forskellige stadier af deres vækst. Nogle er benhårde forretningsfolk inden for traditionelle vækstbrancher, mens andre er innovative nytænkere, der sætter dagsordener i forhold til eksempelvis bæredygtighed og etik. Fælles for kandidaterne er deres særlige "vækst-dna", der kan beskrives som en evne til at sætte nye standarder og levere markante resultater inden for deres felt.
Blandt de 50 kandidater finder man designeren Pil Bredahl, der sammen med Liselotte Risell og Henriette Melchiorsen udgør designgruppen FairTrade Designers.
Pil Bredahls bruger i dag sine designfærdigheder som løftestang for bæredygtig udvikling for en gruppe mennesker i nogle af verdens fattigste lande. Eksempelvis samarbejder hun med kvinder i Yunnan-provinsen i Kina, der syer og broderer unikke puder designet af FairTrade Designers. Slutproduktet sælges i førende europæiske designbutikker. Denne model forøger markant velfærden i de involverede kinesiske landsbyer, hvor der blandt andet er blevet råd til skolegang og en lægeklinik.
FairTrade Designers er ikke et velgørenhedsprojekt men en reel forretning. De tre designere får en andel af overskuddet af de solgte produkter - ellers ville konceptet netop ikke være "fair" i alle led.
Omsætningen i FairTrade Designers er endnu ikke stor nok til at de tre designere kan leve af det, men udviklingen går den rigtige vej. Tiden er langt mere moden til fairtrade-designprodukter end den var tilbage i 2007, vurderer designerne. Ligesom med økologi har faitrade en langsom men stabil vækstkurve, og flere og flere kan efterhånden se vækstpotentialerne.
"Det handler om at få det meste ud af forbrugersamfundet. Som designere kan vi bruge vores fags metoder til at udvikle nye idéer og processer i fairtrade-systemer", forklarer Pil Bredahl.
- Referat