Ridderen af det nære liv

Politiken (20.09.2009)

Politikens Kim Faber har mødt Ole Jensen og tegner et portræt af den jordnære keramiker og designer.

 

Ole Jensen har været færdiguddannet keramiker siden 1985. Han har siden da skabt en række produkter, som rigtig mange danskere kender - herunder produkter, som produceres af Royal Copenhagen, Normann Copenhagen og Muuto.  


Ole Jensen fortæller om den skandinaviske designtradition og gør rede for sin egen tilgang til design. "Det er helt sikkert, at jeg har mit ene ben plantet i den skandinaviske tradition, alene på grund af min alder. Ikke desto mindre tror jeg, at mange af mine ting på en eller anden måde har flyttet billedet af skandinavisk design [...]", fortæller han.


Blandt Ole Jensens mest kendte og bedst sælgende produkter finder man opvaskebaljen i gummi, som i 2001 blev en del af Danish Crafts' kollektion, og siden hen blev sat i produktion af Normann Copenhagen. Ole forklarer, at man ikke altid kan analysere sig frem til et godt produkt. Nogle gange må man i stedet bruge sin intuition, og netop den tilgang til formgivningen har Ole Jensen haft stor succes med. "I en højteknologisk verden er der jo ingen, der spørger efter en ny opvaskebalje", uddyber Ole Jensen.


Opvaskebaljen har nu også fået en bror - et badekar, der i sit formsprog er tæt relateret til baljen. Badekarret blev vist første gang på Danish Crafts' MINDCRAFT-udstilling i Milano i 2008. Det er håndlavet og findes indtil videre kun i få eksemplarer.


"Jeg tror også, at hvis man kan få verden til at bekymre sig om de nære ting og nyde de nære ting, så kan det i lange seje træk gøre verden til et bedre sted. Den skandinaviske tradition med at tage vare på det nære liv - den vil jeg enormt gerne være med til at bringe videre", siger Ole Jensen afslutningsvis. 



Referat, originalartikel af Kim Faber