Reform af kunststøttesystemet

(22.06.2012)

Samtlige politiske partier i folketinget har indgået aftale om en reform af det statslige kunststøttesystem, som samler Statens Kunstfond og Statens Kunstråd i én organisation. Danish Crafts fusioneres ind i den nye Statens Kunstfond, og Danish Crafts’ nuværende opgaver bliver videreført i den nye struktur.

 

Kunststøttesystemet skal fremover organiseres som en samlet tostrenget struktur med en fælles bestyrelse og et fælles repræsentantskab for de to strenge.


I aftaleteksten står der om kunsthåndværk og design:


Design og Kunsthåndværk. Der bliver fremover både 1 projektstøtteudvalg og 1 legatudvalg, og området styrkes økonomisk. Oprustningen af kunsthåndværk og designområdet finansieres dels ved, at Danish Crafts fusioneres ind i den nye Statens Kunstfond, dels styrkes området med midler fra det nuværende Statens Kunstråds frie midler. Legatudvalget finansieres inden for den samme økonomiske ramme som fondens nuværende udvalg for kunsthåndværk og design, dog suppleret med midler svarende til Danish Crafts' midler til legatlignende tilskud. Danish Crafts' nuværende opgaver bliver med andre ord videreført i den nye struktur.


Endvidere står der:


Som udgangspunkt bevares den nuværende overordnede økonomiske fordeling mellem kunstarterne. I tråd med den ovenfor beskrevne rolle for bestyrelsen overflyttes Statens Kunstråds frie midler til fagudvalgene, således at disse udvalg oprustes økonomisk. Med henblik på at understøtte design og kunsthåndværk sker der en særlig økonomisk oprustning af dette område. De øvrige kunstarter tildeles hver en lige stor andel af Statens Kunstråds hidtidige såkaldt frie midler, herunder styrkes også arkitekturudvalget, som får øget mulighed for at yde projektstøtte.



» Download aftaleteksten her


» Link til kulturministeriets hjemmeside