Wallpaper* giver priser til dansk design

(17.01.2012)

Et stort antal danske designere og designvirksomheder bliver i den aktuelle udgave af magasinet Wallpaper* hædret med en Design Award. Blandt vinderne finder man Pernille Snedker Hansen, som er en del af Crafts Collection 15, og Jakob Jørgensen, som bliver en del af Danish Crafts’ kommende MINDCRAFT-udstilling.

 

WallpaperAward444


Gennem det seneste års tid har der været stor opmærksomhed omkring Pernille Snedker Hansens unikke gulv Marbelous Wood, som er en del af Danish Crafts Collection CC15. Gulvet var først nomineret til Biennaleprisen på Biennalen for Kunsthåndværk og Design 2011, og ved lanceringen af Crafts Collection på Maison&Objet blev Marbelous Wood nummer tre i en konkurrence for 'best project on show'. Nu har Marbelous Wood fået en Wallpaper* Design Award i kategorien 'best faking it', hvor optiske illusioner og kreativ brug af materialer hyldes.


Pernille_Snedker_444

'Marbelous Wood' af Pernille Snedker Hansen. Foto: Stamers Kontor.


Jakob Jørgensens skulpturelle opbevaringsmøbel 'Fjarill' fik en Wallpaper* Design Award i kategorien 'best secret storage'. Fjarill er lavet i et meget begrænset oplag og sælges i Galerie Maria Wettergren i Paris. Jakob Jørgensen er blandt de mest interessante unge møbeldesignere i Danmark. Og når Danish Crafts i april præsenterer MINDCRAFT12, vil man blandt andet kunne opleve et helt nyt værk af Jakob Jørgensen.  


JakobJ_Fjarill444

'Fjarill' af Jakob Jørgensen. Foto: www.jjoergensen.dk


Flere danske vindere

Foruden Pernille Snedker Hansen og Jakob Jørgensen har Wallpaper* fået øjnene op for en række andre danske designere og designproducenter. Blandt de andre vindere finder man 'T1' af ByKato for Brødrene Andersen (Best dining table), 'Alfredo' af Alfredo Häberli for Georg Jensen (Best tableware), 'Warning' af Linn Bjørk for Onecollection (Best stool), 'Spear' af Ferm Living (Best wallpaper), Adnet Mirror af Jacques Adnet og Gubi (Best reissue) og Tangent Fjord af Jacob Jensen for Tangent (Best control panel).