Oh la la – Majolica… et Pottery Slam

Keramik, København og omegn
24.05.2012 - 16.06.2012

Peder Rasmussen og Michael Geertsen udstiller sammen på Copenhagen Ceramics.

Geertsen_Rasmussen_444


"Standing Object" af Michael Geertsen og "Archadia" af Peder Rasmussen. Foto: Jeppe Gudmundsen-Holmgreen.


Med deres fælles uddannelsesbaggrund i det nu nærmest forsvundne pottemageri udfordrer keramikerne Michael Geertsen og Peder Rasmussen hinanden og sig selv i en udstillingsmæssig tour de force inden for den klassiske keramiske disciplin, Majolica.


Michael Geertsen og Peder Rasmussen tilhører begge den lille gruppe af nutidens keramikere, der også er uddannet pottemagere - i deres svendebreve benævnt "frihåndsdrejere". De landede som ganske unge i en verden af urgammelt håndværk og blev dermed et par af de sidste led i en meget lang kæde.


I denne udstilling arbejder begge keramikere med Majolica - den oldgamle teknik med hvidglaseret og dekoreret keramik, som man kender fra den italienske renæssance, fra de store kunstnere i Della Robbia-familien eller fra Deruta-værkstederne. Også spansk maurisk fajance har været i kikkerten med dens ornamentik, lustre og andre metalliske effekter. Teknikken lokker med en farverigdom, der ikke findes magen til i andre teknikker - med deraf følgende muligheder for nye fortællinger, stilgreb og citater.


Udstillingen er udtryk for en årelang dialog mellem de to keramikere. De har ikke bare fremstillet hver deres værker - de har også i flere tilfælde overladt dekorationen af deres former til hinanden. Af ren og skær nysgerrighed... og en slags tillid til, at dette "benspænd" kan føre noget nyt med sig.


Copenhagen Ceramics er støttet af Danish Crafts.

 


Tid og sted

24. maj - 16. juni 2012

Onsdag-fredag kl. 13-18

Lørdag kl. 12-16


Copenhagen Ceramics inviterer til Artist talk med de to kunstnere lørdag d. 26. maj kl.14.


Copenhagen Ceramics

Smallegade 46, baghuset, 2. sal tv

2000 Frederiksberg