
Masayo Odahashi er kun 35 år gammel, men har allerede opnået international anerkendelse for sine enestående glasskulpturer. Hun finder sine motiver i hverdagen - det foretrukne motiv er unge kvinder, stilfærdigt siddende med blikket sænket, alene eller to og to.
De dobbelte figurer skal opfattes som spejlbilleder - to sider af samme person, eller to sider af livet. Skulpturerne er karakteriseret ved en meditativ ro og et intenst nærvær. Udstillingens titel "Det indadvendte blik" er kunstnerens eget bud på, hvad hendes værker handler om; eftertænksomme og rolige vender figurerne blikket indad og møder sig selv.
Masayo Odahashi skaber sine værker ved hjælp af en "lost wax" støbeteknik, hvor hun hælder glas i en gipsform, lavet på baggrund af tegnede skitser og en voksmodel, som smeltes bort for at give plads til glasset. Herefter påfører hun figuren ansigt, hår og hænder i form af et tyndt lag glasblanding (pate-de-verre). Trods de japanske rødder og figurernes orientalske udseende taler Odahashis værker et universelt sprog, der er umiddelbart forståeligt for alle kulturer.
Masayo Odahashi er født i Japan, 1975. Hun er uddannet M.A., Fine Arts (2000) og B.A., Arts & Crafts (1998) ved Aichi University of Education, Japan.