Om Danish Crafts

Danish Crafts profilerer dansk kunsthåndværk af høj kvalitet. Vi arbejder for at brande dansk kunsthåndværk internationalt og hjælpe professionelle kunsthåndværkere og designere ind på det internationale marked.

 

Vores formål er at fremme kendskabet til dansk kunsthåndværk i ind- og udland, øge afsætningen og medvirke til en generel professionalisering af området.


Danish Crafts er en institution under Kulturministeriet. Vi er en offentlig organisation, men en del af vores aktiviteter er direkte erhvervsrettede. Eksempelvis markedsfører vi kunsthåndværk på linie med det private erhvervsliv gennem internationale messeaktiviteter.


Vi betegner kunsthåndværk som designets avantgarde, fordi kunsthåndværk udgør den udforskende og nytænkende del af det danske designfelt. Kunsthåndværket tager udgangspunkt i en kunstnerisk fri praksis og besidder håndværksmæssige kompetencer, som kan have stor betydning for den innovative udvikling i danske produktionsvirksomheder.