En rygsæk til middag i det fri – med indbygget jakke, skjorte, butterfly, tallerken og bestik.

Suitnest Dinner er en rygsæk/picnickurv i kurveflet og læder. Rygsækken har hele pakken til picnicen - habit, skjorte, butterfly, tallerken og bestik. Materialerne og kombinationen af elementer indbyder til refleksion over grænserne mellem mode, design og kunsthåndværk. Henrik Vibskov havde et ønske om at prøve kræfter med et, for ham, uafprøvet materiale og valget faldt på rattan, som normalt bruges til kurvemøbler og andre former for fletværk. For at kunne arbejde med det forholdsvis stive materiale blev han nødt til at lære fletteteknikken fra bunden.
Henrik Vibskov favner bredt i sit kreative virke - lige fra dekadent tøjdesign og grafisk tryk til kunstinstallationer og performances. Vibskov er mest kendt for sit tøjmærke og markante rolle på den danske såvel som den internationale modescene, men det kan langt fra stå alene. Som det kommer til udtryk ved Vibskovs modeshows, ynder han at skabe hele universer omkring sit tøj. Disse universer består blandt andet af installationer i træ, stof, planter, cykler og andre rekvisitter, der måtte understøtte de visioner, der ligger bag hans design. "The Solar Donkey Experiment" og "The Fantabulous Bicycle Music Factory" - titlerne på Vibskovs modeshows giver en fornemmelse af fantasifuldheden bag disse universer.
Henrik Vibskovs kreative drive suppleres med et ønske om at skabe oplevelser for beskueren. I mødet mellem produktet og beskueren opstår en synergi, der afføder nye tankemåder og måder at færdes i hverdagen på. Vibskov har blandt andet udstillet på MoMA PS1 i 2007, Palais de Tokyo i 2005, Zeeuws Museum i 2009, Wilhelm Wagenfeld Haus i 2010 og Nederlands Architectuurinstitut Rotterdam (NAi) i 2010. Derudover har han modtaget Grundfos Travelling Scholarship Talent Award i 2007, Kunststyrelsens præmiering i 2009 og senest Thorsten og Wanja Søderbergs pris i 2011.
Henrik Vibskov, f. 1972, designer, kunstner og musiker. Uddannet fra Central Saint Martins College of Art and Design i 2001.