Papercuts af Louise Campbell

En serie af lamper udført i det sarte materiale papir, som giver et blidt lys.

 

Louise_Campbell_MINDCRAFT12_444

Papercuts er en serie af lamper udført i papir. De er frugten af et længerevarende samarbejde mellem Louis Poulsen og Louise Campbell. Af og til kan det lønne sig at stoppe op og nærstudere et projekt på et tidligere tidspunkt end oprindeligt tænkt. Planen med disse lamper var at de skulle fremstilles i laserskåret stål og tekstil, men i løbet af modelfremstillingsprocessen viste det forhåndenværende papir sig at have så mange fine kvaliteter, at stål- og stofprøverne blegnede til sammenligning. Kommercielt er papir ikke just ideelt. Det byder på en længere række praktiske problemer, ikke mindst rengøringsmæssigt. Men se på det blide lys og de dansende skygger. Netop fordi materialet er sart, bliver lyset det også.


Louise Campbell har modtaget både dansk og international anerkendelse for sit design, som også indgår i adskillige samlinger over hele verden, blandt andet på MoMA og Cooper-Hewitt i New York, Die Neue Sammlung i München, Musée National d'Art Moderne i Paris og Trapholt i Kolding.

Louise Campbell begrænser sig ikke til et enkelt materiale, men arbejder i ethvert materiale, der i den givne situation giver mening og åbner for formmæssige muligheder og udfordringer. For hende skal alle projekter være et nyt eventyr, og inspiration henter hun forskellige steder, afhængigt af, hvad hun beskæftiger sig med.

Louise Campbell designer produkter af alle typer og i alle størrelser, nogle kommercielle og andre eksperimenterende. Hun har drevet eget studie siden 1996, og hendes klienter omfatter bl.a. Louis Poulsen, Zanotta, Royal Copenhagen, Holmegaard, Muuto, Kähler og HAY. Louise Campbell modtog i 2007 Bruno Mathsson Award, den svenske Prins Eugen Medaljen i 2009 og en pris fra Martha & Paul René Gauguins Fond, 2011. Louise Campbell deltog i MINDCRAFT i 2008 og 2009.


Louise Campbell, f. 1970, dansk designer, uddannet fra London College of Furniture og Danmarks Designskole (nu Kunstakademiets Designskole).