China Town - Limited Edition

I november 2007 rejste en gruppe kunsthåndværkere og designere til Shanghai, Kina. Det blev en moderne dannelsesrejse som et led i projektet China Town - Limited Edition, der har til formål, at bringe fornyelse og professionalisering ind i det kreative kunsthåndværker- og designmiljø. Med på rejsen var tekstildesigner Astrid Krogh, belysnings- og møbeldesigner Louise Campbell, keramiker Ole Jensen, grafisk designer Henrik Kubel og projektleder Malene Mærsk Lippmann. Adrian Lloyd Hughes og Verner Kristiansen fra DR2 fulgte gruppen med videokamera på deres rejse.

 

Kina2
Photos: © Campbell, Jensen, Krogh, Kubel.

Baggrund for projektet

Kina blev valgt som destination fordi Kinas gamle og mangesidede kultur er i rivende udvikling, og flere og flere ting ikke bare er fremstillet i Kina men også udviklet i Kina. Det er en verden af fremmed kunst og kultur, der kunne agere øjenåbner og inspirationskilde for gruppen af danske kunsthåndværkere og designere. De rejste sammen for at opleve og opsamle indtryk i fællesskab, så alle deltagere fik mulighed for at møde hinandens områder og understøtte det tværfaglige rum, som kan være essentiel for en udviklingsproces. Håbet for projektet er desuden at skabe relationer, der kan bygges videre på.

Som forberedelse til rejsen viskede de fem kunsthåndværkere og designere tavlen ren for med åbent sind at lade sig inspirere af Kinas kultur. Internettet gav links til informationer om keramik, neon-belysning, kimonoer og bambusting, og forskellige personer med viden om Kina gav deres erfaringer videre. Besøgsprogrammet var stramt, for de rejsende skulle nå at besøge alt fra gallerier og showrooms til store neon- og glasfabrikker.

Rejsen til Shanghai blev startskuddet på projekt China Town. Fire nye rejser er nu i planlægningsfasen og dialogen med nye kinesiske venner og mulige samarbejdspartnere er i fuld gang.

"Det at rejse ud sammen har været en fantastisk positiv oplevelse. At låne hinandens øjne og diskutere med hinanden har været en motor i sig selv og en kilde til inspiration. Med respekt for kineserne og deres kultur og med respekt for hinandens kompetencer og professionalisme har vi fundet et 'rum' hvor kimen til nytænkning og nyudvikling nu er plantet."

Hele rapporten kan rekvireres ved at kontakte Danish Crafts på telefon 33 12 61 62 eller mail@danishcrafts.dk.