Designeren Henriette Melchiorsen har foretaget 2 researchrejser til Kina for blandt andet at undersøge hvilke muligheder og udfordringer danske designere og kunsthåndværkere har i Kina. Som et led i aktiviteterne under Designpuljen har Danish Crafts bedt Henriette Melchiorsen udarbejde en rapport, som fokuserer på formidling, afsætning og produktion i Kina. Her kan du læse hendes rapport.

Shanghai. Foto og tekst: © 2007 Danish Crafts og Henriette Melchioresen
Det kinesiske marked - Butikker og messer
Jeg havde gået og tænkt over, at der findes 1,3 milliarder kinesere, og jeg kender ikke en eneste. Alene det. Derfor begyndte jeg i '02 at rette kikkerten mod Kina; nettet, avisartikler, Kinaforum, programmer på radio og tvkanaler i de sene nattetimer. Jeg begyndte at fornemme det kinesiske marked, og det faktum, at Kinas mange flittige hænder giver os en god del af de billige produkter, vi dagligt omgiver os med; tøj, sko, møbler, home-accessories, tryksager, elektronik og meget, meget mere er ofte: made in China.

I '05 vendte jeg tilbage til min tegnestue efter et par år som identitetsdesigner for den danske designvirksomhed Menu A/S. Og skrev nu 'Kina' øverst på min ønskeseddel. Med støtte fra Nationalbankens Jubilæumsfond fik jeg mulighed for at udvikle idekonceptet 'Urban Wall', som er et designprojekt, der handler om udvikling af møbler til storbyens boliger. Et globalt projekt, som er kunstnerisk eksperimenterende og samtidigt arbejder med problematikker omkring storbysboliger, hvilket er oplagt at undersøge i Kinas vildt voksende megabyer. Og projektet blev mit springbrædt til Kina, da jeg i foråret 2006 modtog et rejselegat fra Statens Kunstfond.
Maj '06. Første tur var en undersøgelse af mulighederne for møbelprojektet 'Urban Wall'. Jeg havde opbygget et netværk v.h.a. mail hjemmefra. De folk besøgte jeg nu, og både i Shanghai og Beijing blev jeg mødt af den stærke energi og vilje, der er i Kina idag. I Beijing fik jeg tilsagn om støtte til projektet af leder fra Det Danske Kultur Institut, Eric Messerschmidt, og jeg begyndte at planlægge den egentlige researchrejse for projekt 'Urban Wall' i Kina.
Oktober '06 tog jeg på en 5 ugers tur til Kina. Jeg boede i 4 storbyer fra Beijing i nord til Hong Kong i syd. Jeg besøgte private kinesiske hjem for at møde almindelige kinesere og for at undersøge, hvordan middelklasse kineserne bor, indretter sig og forbruger til hjemmet. Her udover besøgte jeg museer, messer, butikker, virksomheder, danske udenrigs- og kulturinstitutioner, og meget, meget mere.
Målet med turen var research til projekt 'Urban Wall' og - på bestilling af Danish Crafts - at undersøge hvilke muligheder og udfordringer danske designere og kunsthåndværkere har i Kina. Den følgende rapport er indtryk og oplevelser fra turen på følgende områder; Formidling, Salg og Produktion.
¨Kina er en drage på spring.¨
![]() |
![]() |